2021 og Covid-19

Corona, Covid-19, SARS-CoV2 eller Omikron. Mange navne, én sygdom, en pandemi – en ny hverdag.

Endnu et år er gået, hvor Corona har fyldt rigtig meget. Beretningen er således også skrevet i skyggen af Covid-19, men er skrevet med en stor glæde over alt det, vi alligevel nåede i løbet af sæsonen.

Første halvår af 2021 var hårdt præget af restriktioner, nedlukning, zoneindddeling. mundbind, genåbning og andre tiltag er fejet ind over os og blevet en fast præmis i vores hverdag. I 2021 er hverdagen i klubben præget af kontrol, afstand og afspritning.

Som bekendt er der jo ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og hvis vi prøver at tage de optimistiske briller på og lære noget af 2020 og 2021, så må det være, at vi faktisk også har lært meget, hvis vi tør kigge på det med åbne øjne. Jeg kan blot nævne at vi har en robust forening. Vi har en frivillighed, som er utrolig og imponerende, og medlemmer som bakker op om foreningen. Vi kan kun være glade og stolte over at være med i et så enestående fællesskab. Vi bor også i en kommune, der vil os. De har stået ved de aftaler, som vi har indgået, hvilket vi er utrolig glade og taknemmelige for. De alternative træningsmuligheder, når restriktionerne har ramt os, er blevet taget rigtig godt imod af vores medlemmer.

Alle coronatiltag skal vi se som værktøjer og virkemidler, som er kommet for at blive. Vi skal lære at finde en naturlig afbalanceret måde at omstille vores træningsmuligheder i en fremtid med Corona. Vi skal alle huske at passe på hinanden.

Klubben holder pt. lukket, efter anbefaling fra DaBU og regeringen. Vores kampboksere træner fortsat i små hold og med coronapas, da formen skal holdes ved lige, da der forhåbentlig er stævne allerede i slutningen af januar 2022.

Flere gange i årets forløb har vores kampboksere deltaget til weekendarrangementet Breddesamling DaBU Øst, hvor vores kampboksere har fået kvalificeret sparring og træning.

På trods af restriktioner formåede vi at afholde Generalforsamling d. 25. maj, her havde bestyrelsen indstillet Steen Agger som formand, da Marko ønskede at fratræde. Et enigt plenum, stemte for, og Steen er nu formand for Bokseklubben IK Sport. På mødet blev kampbokser Alex Kreiberg valgt ind som bestyrelsesmedlem i stedet for Stasa Benovic.

Bestyrelsen består af følgende: Steen Agger (formand), Tomislav Antic (Bestyrelsesmedlem), Marie Carlsen (Bestyrelsesmedlem), Marko Bilic (Bestyrelsesmedlem), Alex Kreiberg (Bestyrelsesmedlem), Rikke (suppleant), Ivar Bruun (revisor) og Jeanette Caliskan (kasserer/sekretær)

Som ny tradition holdte vi ”Åbent hus” i oktober, en dag med mange fremmødte, hyggeligt samvær og træning. ”Åbent hus” blev afholdt i samarbejde med SSP Tetriz og Cube.

Samarbejdet med SSP er i høj grad medvirkende til, at de unge bruger deres fritid positivt. Der laves tværfaglige aktiviteter, som skaber sociale netværk og kammeratskab, hvor boksningen bliver et samlingspunkt.

Året har også budt på et gavnligt foreningsbesøg af Helsingør Kommune, et besøg som gav en masse inspiration begge veje. Nye projekter og info er på vej i 2022. 

Derudover blev klubben indstillet til DIF´s idrætsforeningspris 2021, desværre blev vi ikke udvalgt i sidste ende. Klubben er også indstillet til Helsingør Kommunes Integrationspris, denne venter vi svar på.

Økonomi

Økonomien har været presset i 2021, vi har haft flere udgifter end indtægter. Dog er klubbens bundlinje fortsat på et tilfredsstillende niveau. 2021 var ikke året, som gav mulighed for at vi kunne afholde eget stævne, det vil vi selvfølgelig forsøge at efterleve i 2022. Det samme gælder indhentningen af sponsorater.

Stabile hold

År efter år har vi stabile hold. En succes som skyldes vores loyale medlemmer og vores hårdtarbejdende trænere. I 2021 valgte Lærke pga af arbejde og studier at stoppe og Marie gik på barsel. I stedet tog Steen Agger over på dameholdet, det betyder at Steen træner motionsholdet og dameholdet, samt assistere på kampholdet sammen med Tomislav Antic.

Præstationer i 2021

Vi har desværre måtte sige farvel til nogle kampboksere, og med glæde sagt velkommen til andre.

Klubben kan prale af 11 aktive kampboksere, 10 mand og 1 kvinde.

Først et stort tillykke til Hassan Kaddoura som blev Dansk Mester 2021.

På trods af mange stævneaflysninger kæmpede vores boksere 12 x guld og 1 x sølv med hjem i 2021.

Stævner:

AIK Roskilde/Jyllinge Bokseklub stævne: 2 x guld

Sjællands Begynder Mesterskaberne (SBM): 3 x guld

HSK Box Cup: 3 x guld og 1 x sølv

Danmarks Mesterskaberne (DM): 1 x guld

DaBU Øst mod Syd Sverige: Total 5-1 sejr. 3 x guld til IK Sport

Tak for året som er gået

En særlig tak skal gives til trænerne som er med til at planlægge alternative træningsmetoder, møder velforberedte op, og ligge ekstra kræfter i at skulle afsted med vores kampboksere til både stævner og træningsarrangementer.

Tak til vores kampboksere, som fortsat holder gejsten oppe, på trods af mange stævneaflysninger, tak for jeres repræsentation af klubben og jeres utrolige flotte placeringer.

Tak til arbejdet i bestyrelsen, fordi I altid står klar uanset hvilken opgave eller udfordring vi skal løse. Jeg sætter stor pris på vores samarbejde.
 
Sidst vil jeg vil gerne takke alle – hver og en – der er en del af Bokseklubben IK Sport. 

Jeg er pavestolt over vores velfungerende bokseklub, og det vil jeg gerne sige jer alle stor tak for. Sammen kæmper vi, sammen griner vi, sammen hygger vi, sammen sveder vi og sammen gør vi bare alting lidt bedre. Tak for jeres trofasthed og for jeres ubeskrivelige engagement og præsentationer.
Jeg stolt over at stå i baggrunden for IK Sport. En stabil og velfungerende forening, som vi alle kan være stolte af. Vi kan alle klappe os selv på skulderen, for den frivillige indsats vi hver især yder. En frivillighed, som er meget vigtig, i vores lille lokalsamfund.
 

Jeg håber at I er kommet sikkert gennem 2021, vi ser frem til at se jer igen i 2022. I ønskes alle et godt nytår.


Jeanette Caliskan, kasserer
31.12.2021